I Danmark er det forholdsvis let at komme ud i naturen. I offentligt ejede skove må man f.eks. færdes overalt, så længe man ikke skader træerne eller levesteder for dyr og planter. Man må også færdes til fods og på cykel på i princippet alle veje i det åbne land.

Skove
I de offentligt ejede skove er der fri adgang på cykel og til fods hele døgnet, og man må ligeledes færdes udenfor stier og veje medmindre bevoksningerne er indhegnede. De offentligt ejede skove og arealer kan kendes på de røde træpæle med Skov- og Naturstyrelsens grønne logo.
I private skove må man færdes på veje og stier, både på cykel og til fods, inden for tidsrummet 6.00 til solnedgang.

Udyrkede arealer
På private uhegnede åbne arealer gælder de samme adgangsregler som i de private skove. Der er også adgang til de hegnede arealer, hvis der ikke går græssende husdyr, og hvis du kan komme derind gennem en låge, en stente eller lignende, og hvis der ikke direkte er skiltet med ingen adgang.

Veje og stier
Du må færdes på veje og stier i det åbne land, både til fods og på cykel. Privatejede veje kan dog i helt særlige tilfælde lukkes, hvis færdslen udgør en væsentlig gene for privatlivets fred, produktionen eller dyre- og plantelivet. Et skilt om ”Privat vej” er ikke et forbudsskilt mod cykling og gang.

 

Fra vandreruten på Busbjerg er der en helt fantastisk udsigt