Klimakunst af Galschiøt og Dall i Kulturhus InSide, Hammel 21.2. – 19.3. 2017
Som led i klimaugen og kulturby 2017 initiativerne udstilles der i perioden 21. februar til 19. marts værker af billedhugger Jens Galschiøt og fotojournalist Jakob Dall i Kultur- og Sundhedscenter InSide, Hammel. -Udstillingen indledes med fernisering tirsdag 21. februar kl. 17 i Galleriet, hvor alle er velkommen. -
Samme aften kl. 19.00 holder Jens Galschiøt foredrag i Store Sal. Her er emnet ”Hvordan kan kunsten ændre klimaet? ” -
Cafe Upstairs tilbyder klimabuffet på dagen mellem kl. 18 og 19. Tilmelding på 89641512. -
Der er gratis entre til foredraget. Billetter kan hentes på alle Favrskovbibliotekerne eller printes fra bibliotekets hjemmeside: favrskovbibliotekerne.dk.
Der er sammenfald mellem klimaugens budskaber og det gennemgående ”gentænk” og bæredygtighedstematikken, som gennemsyrer kulturby 2017-projekterne. Med udstillingen melder Favrskov sig ind i tematikken med et par særdeles stærke og kendte kunstnere:
Billedhugger Jens Galschiøt fremstiller figurer i metal og har blandt andet skildret klimakrisen gennem de meget eksponerede sultne isbjørne, der ikke længere kan finde naturlig føde på grund af den globale opvarmning. Han bidrog med udstillingen ” The UnBearable” i forbindelse med det internationale klimatopmøde COP 21 i Paris, og han deltog også med sin isbjørnehær i forbindelse med klimaforhandlingerne i Marokko i 2016. Galschiøt er endvidere kendt for de sultne og forpinte fattigdomsflygtninge, hvis vilkår yderligere forringes på grund af de ændrede klimabetingelser.
Fotojournalist Jakob Dalls imponerende billeder indfanger eksempler på de store påvirkninger, der rammer kloden som konsekvens af klimaforandringerne. Senest har Jakob Dall været i Zimbabwe for at illustrere den tørke, der påvirker eksistensvilkårene for knap tre millioner mennesker, og som forstærkes af vejrfænomenet ”El Nino”.
Udstillingen er realiseret på initiativ af Danmarks Naturfredningsforening og initiativgruppen Klima Favrskov. Gennem samarbejde med Hammel Kunstforening og Kultur- og Sundhedscenter InSide er det blevet muligt at gennemføre udstillingen i Galleriet på 1.sal, samt overalt i Kultur- og Sundhedscentret, hvor man i udstillingsperioden kan støde på Jens Galschiøts skulpturer. I udstillingsperioden er der også opstillet skulpturer på de øvrige Favrskovbiblioteker i Ulstrup, Hadsten og Hinnerup med henvisning til den alvorlige problematik og til udstillingen i Hammel.
Udstillingen er støttet økonomisk af Danmarks Naturfredningsforening med Grønt Guld - midler fra VELUX FONDEN.